Udstillingen ”Lys i mørket” er med lyskunstnerne Karen Marie Fredslund, Steffen Tast og Ragne Kristine Sigmond. Den er inspireret af Lysfest/Kyndelmisse i Odder Kirke. Der er fernisering fredag 3. februar 2023 kl. 16 i KunstVærket, Vitavej 60, 8300 Odder.
Udstillingen har længe åbent lørdag 4. februar mellem kl. 14 og 21. Odder Lilleskole serverer varme drikke om eftermiddagen.
Derefter er udstillingen åben på fredage, lørdage og søndage mellem kl. 14 og 17 til og med 26.2. 2023.

Karen Marie Fredslund, Norsminde, har i mange år været tiltrukket af forfaldets æstetik og har set det interessante i den patina, som tid, vind og vejr tilfører genstande. I tiden på Aarhus Kunstakademi 2002-2006 blev der eksperimenteret med alverdens genstande og udtryk og Karen Marie kom for alvor i gang med at omdanne metal, gummi, pap, tekstiler osv. til skulpturer og billeder. Plastik og glasfiber, som er gennemsigtigt, lever optimalt ved, at der tilføjes lys. Materialerne findes på skrotpladser, i naturen, på rejser, i havne, ja hvor som helst. 
Kunstneren ser en udfordring i at bevare respekten for den historie, som materialet har fået med naturens hjælp. Det endelige udtryk kan være inspireret af et tema, men bestemmes i høj grad af hvad materialet kan, og hvordan det kommer til sin ret. ”Skrottede”, værdiløse materialer omformes til skulpturer og billeder med en ny værdi".
Hun er medlem af BKF, OK18, ProKK og Spor Kunsten. 

Steffen Tast, Aarhus, begyndte som grafiker for efterhånden især at lave 3-dimensionelle værker, 3D grafik. I forbindelse med et værk til gågaden i Viborg, blev han introduceret til fiberlys, og det har siden inspireret ham til flere værker med den lyskilde.
Steffen Tast har været igennem perioder med Minimalisme (Less is more),"Det stille" og nuancerne frem for det voldsomme og ekspressive i f.eks. "Social kunst". Det begyndte med materialer som aviser, pinde, skruer, glasstykker med mere, siden er materialerne blevet mere forfinede og holdbare. Kunstneren har arbejdet med selvvalgte temaer som Færøerne, enkle geometriske former, himmelfænomener, natur, lys/luft, bevægelse, religiøse/åndelige motiver. Til Odder Kunsts Kyndelmisse-udstilling viser han lyskunstværker, hvoraf enkelte er bevægelige mobiler.
Steffen Tast er medlem af BKF, Kunstnersamfundet og kunstnergrupperne Vestjyllandsudstillingen og TRAUN.

Ragne Kristine Sigmond er prisvindende norsk fotograf, som bor med sin familie i Aarhus og til daglig underviser på fotografuddannelsen, Medieskolerne i Viborg. Udover at undervise, med lys som speciale, arbejder Ragne med kunst-fotografi og eksperimenterer bl.a. med lysmalingsteknikker. Her tilfører hun liv til temaer med mennesker, træer og andre objekter med et skær af magi. Det hele foregår i mørket, når hun maler motivet frem, lysstrøg for lysstrøg med en lommelygte. Ragne er meget nysgerrig af natur og søger hele tiden at udvikle sig med bl.a. brug af lys som bærende værktøj i den fotografiske proces. De lysmalede træer er et projekt, hun har været i gang med siden coronaen begyndte og derfor blev nødt til at finde andre ”modeller”,  og sådanne fotos udstilles første gang hos Odder Kunst.
”Mine træer skal helst have interessante former, som kan forbindes til menneskelige følelser. Jeg er mest fascineret af træer uden blade. Jeg bliver betaget af den enkle, skeletagtige facon. De kan også ligne nervetråde” siger hun. Træerne kan repræsentere tidsafsnit af menneskers liv som piletræer med spirende kviste og gamle sjælfulde træer med visdom i grenene. 

Steffen Tast
Steffen Tast
Karen Marie Fredslund
Karen Marie Fredslund
Ragne Kristine Sigmond
Ragne Sigmond
Ragne Kristine Sigmond
Ragne Sigmond
Ragne Kristine Sigmond
Ragne Sigmond